Pilot skifter kurs – nu flyver Simon højt i automationsbranchen
Allerede som en lille dreng drømte Simon Thorborg Rosendahl om at blive pilot, og som ung gik han benhårdt efter at realisere drømmen.
– Fra barns ben har fly fascineret mig, og jeg har altid vidst, at jeg en dag skulle flyve verden tynd som pilot. Jeg har elsket hvert sekund, nydt friheden, det store ansvar og arbejdet med den avancerede teknologi og de komplekse systemer. Men livet som pilot kræver op til 220 rejsedage om året, og det var svært at forene med livet som familiefar, forklarer Simon Thorborg Rosendahl.
Simon vil kombinere viden om maskinkonstruktion med automation
Propellen snurrer hurtigt rundt i hovedet på 32-årige Simon Thorborg Rosendahl, og han kom flot igennem uddannelsen til maskiningeniør på VIA University College i Horsens.
– Som maskiningeniør handler det selvsagt mest om at tegne og konstruere maskiner, men jeg fik gennem studietiden øjnene op for automation. Det fængede mig at arbejde med for eksempel PLC styringer, og jeg er i dag ikke i tvivl om, at det er i den retning, min karriere skal gå, forklarer DK AU2MATIONS nye automationsingeniør, der ser muligheder i at kunne kombinere sin viden om konstruktion med automation.
– Jeg vil gerne udvikle mig til at være en ”komplet automationsingeniør”, der har det tekniske know how og forståelse inden for maskinkonstruktion og kan koble det sammen med en intelligent automationsløsning. På den måde kan jeg være med til at sikre, at vi udvikler det rigtige til kunden, forklarer Simon Thorborg Rosendahl.
Grundigt onboardingforløb i øjenhøjde
DK AU2MATIONS nye automationsingeniør glæder sig over at have fået en god start i virksomheden, hvor han føler sig taget godt imod af imødekommende kolleger.
– Jeg har haft et virkeligt godt og veltilrettelagt onboardingforløb. Ledelsen og mine kolleger har taget sig tid til at give mig en grundig introduktion til virksomhedens DNA. Det betyder, at jeg føler mig klædt godt på til mit arbejde og mødet med kunderne, forklarer Simon Thorborg Rosendahl.
Forskellighed gør os stærkere
I jobbet som pilot har Simon Thorborg Rosendahl fløjet med flere hundrede kilometer i timen. Han har været vant til at arbejde i et højt tempo, styre komplekse processer og bevare roen og overblikket i selv de mest pressede situationer.
– Noget af det, jeg godt kan lide i DK AU2MATION er, at vi har forskellige erhvervsmæssige baggrunde. Nogle har arbejdet med automation hele livet, mens andre har forskellige erfaringer og kompetencer fra andre brancher. Det gør os med garanti til et stærkere team, og når der er brug for det, deler jeg med glæde ud af den værktøjskasse, jeg har oparbejdet som pilot og som maskiningeniør, fortæller Simon Thorborg Rosendahl, der ikke har fortrudt kursskiftet.
– I DK AU2MATION er der plads til, at jeg kan udvikle mig fagligt og som menneske. Virksomheden inspirerer medarbejderne til at dygtiggøre sig, så vi konstant er på forkant med den teknologiske udvikling. Her er en gensidig respekt, en fri omgangstone og et godt kollegialt fællesskab. Jeg er i det hele taget bare landet et godt sted i mit arbejdsliv, understreger en glad Simon Thorborg Rosendahl.
Andre nyhedsindlæg
DK AU2MATION stiftes
DK EL opruster softwareafdeling